Nadja Engsig

Mit navn er Nadja Engsig – og måske du kender mig fra TV2-dokumentarprogrammerne ”Nadja og de 170 kilo” og “Nadjas farvel til de 170 kilo”?


Jeg har hele livet kæmpet mod spiseforstyrrelsen binge eating disorder, også kendt som tvangsoverspisning på dansk. Jeg har altid vidst at mit forhold til mad var anderledes end andres, men det var først i 2018 at jeg blev klar over, at jeg led af en reel spiseforstyrrelse. Det satte gang i en masse kaos og modvilje – og en helvedes masse overspisninger. Men på samme tid var det rart at få bekræftet, at noget var galt. At det ikke var mig der var forkert.

For jeg har altid boet i en krop, der var større end hvad diætkulturen og skønhedsidealet prædiker. Jeg har altid været en outsider fordi min krop var stor. Jeg er blevet råbt ad, skældt ud og valgt fra i vennekredsen, alene fordi min krop ikke var rigtig. Derfor følte jeg også, at mit forhold til mad og manglende lyst til at ”gøre noget ved kroppen” skyldtes, at jeg var dum og doven. I dag ved jeg heldigvis bedre.

 

I 2019 gik jeg i behandling for min spiseforstyrrelse. Det var her jeg for alvor fik redskaberne til at arbejde med ikke blot spisevanerne, men også tankerne omkring maden og mig selv. På samme tid optog jeg dokumentaren ”Nadja og de 170 kilo” til TV2, hvor man følger min kamp for at slå min BED til jorden.

 

Jeg har arbejdet hårdt på at tilgive mig selv og min krop. Jeg forsøger at være nænsom og elske mig selv hver eneste dag. Det betyder at jeg er begyndt at træffe valg, kun for min egen skyld. I sidste halvdel af 2020 fik jeg en gastric bypass operation, hvor mavesækken bliver gjort mindre.

Jeg vil gerne vise, hvilken forskel det gør at have arbejdet med hovedet først, inden man går i gang med kroppen – især efter en spiseforstyrrelse. For alt hvad jeg gør med min krop i dag, er styret af kærlighed – ikke kalorietælling og utallige, mislykkede forsøg, med dertilhørende overspisninger. Det er en rejse du kan følge, i dokumentaren “Nadjas farvel til de 170 kilo”, som blev sendt på TV2, i foråret 2021.

 

 

Og nåja.. min BED og jeg? Det er mig der styrer showet nu, mens min BED ser på fra bagerste række. Det er fedt!

 

TV

Nadja og de 170 kilo

TV2-dokumentar, vist på TV2 d. 9., 16. og 23. januar, 2020

Podcasts

Detox din hjerne

Podcast med Morten Elsøe og Anne Gaardmand, fra d. 24. februar, 2020

Du burde ingenting

Podcast med Nadja Vienberg fra d. 19. november, 2020