At træde ind i en slankeverden..

I 2019 optog jeg en dokumentar til TV2, der handlede om at leve med spiseforstyrrelsen binge eating disorder (BED), på dansk tvangsoverspisning. En spiseforstyrrelse jeg har levet med stort set hele livet, og som betød at min hverdag var indskrænket, at jeg bar på store, voldsomme hemmeligheder og hadede mig selv og min krop for fuld smadder. Min spiseforstyrrelse var en konsekvens af at have levet et liv i diætkulturens jerngreb. En kultur, hvor jeg kun var god nok, hvis jeg opnåede et bestemt tal på vægten og havde en krop der passede ind i det skønhedsideal jeg blev propfodret med på daglig basis. En kultur, hvor alle omkring mig havde en holdning til hvordan jeg burde se ud og hvordan jeg burde spise. Der blev plantet så mange giftige frø i mit unge sind. Jeg blev tvunget til at motionere, der blev holdt øje med mit madindtag og der blev sagt grimme ting om min krop, som skulle fungere som motivation til at ændre den. Det havde alt sammen den modsatte effekt. Men diætkulturen blev for mig, den ”rigtige” måde at være på. Det var det jeg altid skulle stræbe efter, også selvom mine forsøg herpå i sidste ende kunne slå mig ihjel. Mit mindset var, at jeg hellere ville dø, end blive ved med at være tyk.

Jeg var på alverdens slankekure. Alle havde det tilfælles at de fejlede mig og gjorde mig mere overbevist om, at jeg ikke var god nok. Jeg nåede derud hvor jeg tænkte, at hvis jeg bare fik en fedmeoperation, så ville mit liv blive godt. SÅ ville jeg blive lykkelig. SÅ kunne jeg begynde at leve det liv jeg drømte om at leve. Jeg var simpelthen overbevist om at min krop var så forkert, at der skulle skæres i den, for at fixe den.

Diætkulturen blev billedet på helbredelsen for mig. Hvis jeg bare kunne opnå den rigtige krop, så ville de seksuelle overgreb, volden og systemsvigtet også forlade kroppen, sammen med tykheden.

Jeg begyndte at føle kærlighed og omsorg til min krop. Vi var i parterapi og fandt hinanden igen.

Før jeg fik set mig om, stod jeg pludselig et nyt sted

Nu FORSTOD jeg, hvordan diætkulturen var giftig, hvordan tykfobi havde været med til at opretholde min spiseforstyrrelse og hvordan verden stigmatiserer og udskammer mig. Jeg fulgte en masse tykaktivistiske profiler, tog billeder i undertøj, dansede i undertøj på Instagram og gav absolut ingen fucks. Nu skulle min krop frigøres på alle tænkelige måder. Nu ville jeg tage ejerskabet tilbage og selv bestemme, uagtet hvad verden sagde. Jeg var skødesløs. Jeg tog på stranden i bikini, jeg lod alle mine deller flagre, jeg begyndte at mærke en kærlighed til min krop som jeg aldrig havde oplevet før. Jeg begyndte at elske min krop. Når jeg kiggede mig selv i spejlet, var det ikke med et sænket blik og et højt suk, men med oprejst pande og et vink med øjnene – for hold nu kæft hvor er jeg egentlig lækker!

Selvom meget var blevet bedre, så var der stadig noget der ikke fungerede. Men for første gang i mit liv, var det ikke det mentale der var problemet. Det var det fysiske.

Jeg vejede 177 kilo og min krop gjorde ondt. Der var dage, hvor det var svært at forstå min krop. Når den ud af det blå sendte et missil ned i foden, så jeg ikke kunne gå i 14 dage. Når mine knæ ikke ville samarbejde. Når det gjorde ondt at stå ud af sengen om morgenen. Når de lange gåture blev korte, fordi min krop simpelthen sagde fra. Når min ryg føltes som en slagmark fra anden verdenskrig. Når kroppen var fyldt med væske. Når jeg var for tyk til maskinerne i træningscentret. Når min puls var alt for høj og gav migræner.

Det fungerede ikke

Hvis terapien lærte mig noget, så var det at slankekure og restriktiv spisning er de største triggere, når det kommer til tvangsoverspisning. Hvis jeg skulle tabe mig naturligt, skulle det være gennem restriktiv spisning det første lange stykke tid. Selvom jeg følte jeg havde godt styr på min spiseforstyrrelse, så turde jeg simpelthen ikke udsætte mig selv og min krop for den slags. Jeg ville ikke skabe en revne, som min BED kunne kravle ind af, i ly af mørket.

Da de første ønsker om et vægttab opstod i mig, fik jeg dårlig samvittighed. Nu havde jeg jo lige lært, at jeg skulle elske min krop som den var. At jeg skulle respektere den og give den kærlighed hver dag – og nu stod jeg der og ville ændre på den igen. Nu var den igen ikke god nok.

Jeg blev mødt af en tykaktivisme der mente det var tykfobisk og at jeg var et offer for slankementaliteten. At det handlede om at min krop bare skulle lære at blive mere mobil. At jeg skulle droppe tankerne, netop fordi jeg havde BED. Det ville aldrig gå!

Jeg blev mødt af en slankeindustri der sagde, at jeg ville blive glad når jeg først tabte mig. At det var den rigtige vej, hvis jeg gerne ville passe ind og leve.

Alt imens jeg var tyk OG levede. Jeg var glad for mig selv, min krop og den jeg var. Men det fysiske hang ikke sammen med det psykiske. Så derfor tog jeg en beslutning.

Jeg ville for første gang nogensinde i mit liv, ikke lytte til andre end mig selv. Hvad havde JEG brug for?

Jeg ville gerne tabe mig. Jeg ville gerne være mæt mens jeg tabte mig. Jeg ville gerne gøre det på min egen måde og min egen præmis.

Så jeg bestilte tid til en forundersøgelse på et privathospital. Jeg ville have en gastric bypass. Men jeg ville ikke vejes og måles. Jeg ville bare have en mulighed for at spise restriktivt, uden at mærke sult. Det ville en sådan operation hjælpe mig med.

Jeg forlod altså den tykaktivistiske verden og trådte tilbage i diætkulturens hovedstad. Men denne gang med et ”nej tak” og et ”jeg bestemmer”-mindset.

Til forundersøgelsen ville de gerne veje mig. Jeg sagde at jeg gerne ville være fri. De sagde at det var nødvendigt for at vide, om de kunne tilbyde mig operationen. Jeg afviste igen. De mærkede mig på maven for at se om jeg var for ”fed”. De understregede igen at jeg skulle vejes. Jeg gav efter og sagde, at jeg ikke var interesseret i at vide hvad jeg vejer. At jeg ikke ville have operationen, for at opnå et bestemt tal på vægten, men fordi jeg ville opnå velvære i kroppen.

De målte og vejede mig. De snakkede om hvor meget af min overvægt jeg kunne tabe via en operation. De gik mest op i tallene – og en smule livskvalitet. Der sad jeg og ville gerne at det var lige omvendt.

De anbefalede mig at jeg tabte mig 8-10 kilo inden operationen, som jeg selvsagt blev godkendt til. Jeg vidste allerede da jeg gik derfra, at jeg ikke ville opnå det vægttab. Jeg ville ikke aktivt gøre noget for at opnå det. Jeg ville spise til jeg var mæt og bevæge mig når jeg havde lyst til det. Ikke fordi jeg vidste at der var en deadline om at skulle nå et vægttab, men fordi jeg godt kan lide at bevæge mig. Jeg ville gøre det på min måde.

Jeg meldte mig ind i diverse grupper på Facebook, for folk der enten har fået en operation, eller skal have det. I mit naive sind tænkte jeg, at der nok ville være en masse gode råd og erfaringer som jeg kunne bruge.
Men jeg blev i stedet mødt af gamle versioner af mig selv. Mennesker der følte de fejlede, hvis de havde taget 300 gram på. Mennesker, for hvem tallet på vægten var det eneste der kunne vise, om de var gode nok. Mennesker, der beskrev dem selv som ”endelig normale”, når de havde tabt de 80% af deres overvægt.

Jeg følte jeg havde stukket hovedet direkte ind i et hvepsebo.

Jeg havde forladt den ene verden, til fordel for den anden – og nu passede jeg ikke ind i nogen af dem.

Så jeg blev trodsig og tænkte, at verdenerne vel for fanden godt kunne hænge sammen, uafhængigt af hinanden. Kan jeg være tyk, elske mig selv og samtidig ønske mig en krop, der fungerer? Ja!

Det rigtige for mig, er at lytte til MIG. Det rigtige for mig, er ikke at lade mig påvirke og diktere af andres agendaer. Det har jeg brugt hele mit liv på. Nu er jeg endelig nået dertil, hvor jeg er egoistisk og gør hvad jeg mener er bedst for mig og min krop. Det er endelig mig der styrer nu.

Jeg sætter mig selv fri. Giver mig selv en chance for at arbejde mig hen imod den krop jeg synes fungerer for mig.

Jeg vil kæmpe for mig selv og min krop. Vi er hinandens tætteste allierede livet igennem. Jeg vil kæmpe for retten til at være den jeg er og med de behov jeg har.

Jeg tager magten tilbage – trefoldigt

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret.

Nyhedsbrev

Tilmeld dig mit nyhedsbrev her…