Debatindlæg i Politiken d. 27. maj, 2022

Har du nogensinde oplevet at gå til din egen læge, og blive talt ned til, misforstået og fejlbehandlet? Har du nogensinde oplevet at blive kaldt ”grim” eller ”ulækker” af en sundhedsfaglig medarbejder? Hvis ikke, så vil jeg gerne invitere dig til ind i et univers, som de færreste tynde mennesker kender til. Et univers, hvor kroppen er genstand for symptombehandling og stigmatisering. En verden, hvor man forsøger at slukke ildebrande med benzin.

Hos lægen.

Mit navn er Nadja Engsig, og måske du var én af de mere end 800.000 danskere der så med, da min dokumentar ”Nadja og de 170 kilo” rullede over skærmen på TV2, et par måneder inden coronaen ramte os for alvor. Det var en dokumentar, hvori jeg meget ærligt og åbent, snakkede om at leve med spiseforstyrrelsen binge eating disorder – bedre kendt som ”BED” eller tvangsoverspisning. Det er en spiseforstyrrelse man forventer, rammer op mod 50.000 danskere i alderen 15-45, på et tidspunkt i deres liv. Lige nu estimerer man, at omkring 20.000 danskere mangler akut hjælp, til at håndtere spiseforstyrrelsen.

Tvangsoverspisning er episoder med overspisning, efterfulgt af skyld, skam og selvbebrejdelser. Man oplever et kontroltab, hvor man ikke stopper overspisningen, før der ikke er mere mad tilbage. Nogen beskriver det som en ”trance”. Overspisningerne har til hensigt at dulme noget der er svært – oftest følelser. Mennesker med BED har tit et kaotisk følelsesliv, og det er dét man forsøger at dulme, gennem tvangsoverspisninger. Man kan godt forsøge at ignorere lysten, trangen og behovet – men det resulterer ofte i endnu større overspisninger. Det er en ond cirkel at komme ind i.

Da jeg var allermest syg med BED, havde jeg overspisninger 3-5 gange om ugen, hvor jeg spiste op til 5000 kcal i ét måltid. Frikadeller, fiskefilet, makrelsalat, leverpostej, rugbrød, franskbrød, chips, vingummi og is røg ind på under 30 minutter, og gjorde dét, jeg havde håbet på: lukkede ned for systemet. For jeg havde ondt indeni.

De mange overspisninger resulterede i en markant vægtøgning på ganske få år. Jeg havnede til sidst på 180 kilo og anede ikke mine levende råd. Så jeg tog på livsstilshøjskole, hvor jeg tabte mig og tog det hele på igen, da jeg kom hjem. Jeg blev henvist til en fedmeoperation og afvist igen, da det ikke lykkedes mig at tabe de 10% af min overvægt, som var kravet. Jeg sagde ja til kommunens tilbud om gåture. Jeg købte mig til madplaner på nettet. Jeg købte slankeprodukter da jeg var allermest desperat. Men intet havde den ønskede effekt.

Der er nemlig noget du som tynd må forstå. Du har værdi, bare fordi du er tynd. Fordi din krop lever op til et ideal om ikke blot skønhed, men også sundhed. Fordi sundhed, nu pludselig har en social værdi i sig selv. En værdi jeg som 180 kilo tung, ikke havde, men længtes efter. Jeg var klar til at gå gennem helvede og hav, for at opnå den ”rigtige” kropsstørrelse og gjorde det igen og igen. Jeg havde aldrig tænkt tanken, at det måske handlede om noget andet end min krop. Søgte jeg hjælp hos lægen til at forsøge at forstå mig selv, blev jeg sendt hjem med kostplaner og motion på recept. Ingen henvisning til psykolog eller psykiatri. Det handlede om at jeg skulle ”lukke munden og gå flere ture”. Såre simpelt.

Efter at have besøgt lægen et hav af gange uden resultat og forståelse, skete der dét, der uundgåeligt måtte ske. Jeg stoppede med at gå til læge. Det var bare nemmere.

For jeg kendte skuespillet ud og ind. Træd ind i lægeklinikken, gå på vægten, bliv præsenteret for en løftet pegefinger og et ”spis mindre”-mantra”. Se ligegyldigheden i lægens ansigt, når du forsigtigt fortæller, at du ikke har det så godt i hovedet. Bliv fortalt, det er din vægt der er problemet. Gå ud. Gå hjem. Græd. Aldrig igen.

Da jeg satte mig til at skrive læserbrevet her, spurgte jeg andre BED-ramte, hvilke oplevelser de havde, når de gik til lægen. Listen over fejlbehandling er lang og skræmmende.

De har fået udleveret kostpyramider. For når man er tyk, ved man jo tydeligvis ikke meget om mad. For så var man jo ikke tyk. Vel?

De er blevet fortalt at de hellere ”må lade være med” at spise så meget.

De er blevet præsenteret for kostplaner og slankekure.

De har oplevet at blive talt ned til.

De er blevet introduceret til slankepiller eller fedmeoperationer.

De er blevet tilbud ugentlige vejninger.

Symptombehandling. Hele vejen igennem. En øget kropsvægt kan være et symptom på at noget ikke fungerer i livet. Sjældent handler det om manglende vilje eller uvidenhed om kost. I de tilfælde, kan ovenstående behandlinger give nogenlunde mening. Men for os, der lider af en tabubelagt spiseforstyrrelse, er det som at hælde benzin på et allerede brændende inferno.

Men hvad så? Hvordan skal lægerne møde os, tænker du måske. For vi ved jo alle sammen, at sundhed er lighed med tyndhed. Eller hvad?

Vi er gudskelov ved at blive klogere på kroppen, på tykhed og på sundhed. Vi begynder at forstå, at tykhed ikke nødvendigvis er lig med sygdom. Vi begynder at forstå, at sundhed OGSÅ handler om at have det godt mentalt. Men det føles som om, det stadig er de første spæde skridt vi er i gang med at tage. For det kan stadig være farligt at tage til lægen med BED. Man bliver stadig mødt af ovenstående fejlbehandlinger, fordi BED stadig er relativt ukendt og tabubelagt. Der eksisterer så mange misforståelser og stigma omkring den tykke krop, der spærrer ben for villigheden til at forstå, at BED er en psykisk lidelse, som kræver terapeutisk behandling – ikke kostplaner og motion på recept. Det handler ikke om at min krop skal fikses. Det er mit hoved der trænger til et gevaldigt plaster.

Mød mig som Nadja, og ikke en krop. Lyt til min historie. Samarbejd med mig. Forsøg at tilsidesætte dit behov for at gøre min krop mindre. Et vægttab er ikke kuren for mig. Det er problemet. Vær villig til at lære mere om BED. Arranger konferencer, inviter eksperter ind, læs mere om behandling af spiseforstyrrelsen. Research hvor der findes behandlingsmuligheder, så du er klar, når du mistænker at en patient lider af spiseforstyrrelsen. Sådan hjælper du os bedst – og det er jeg helt sikker på, at du gerne vil.

Det er ikke min vægt der fortæller noget om, hvordan jeg har det. Det gør JEG.

5 reaktioner

  1. Fuldstændig spot on! Jeg hæfter mig specielt ved sætningen “Forsøg at tilsidesætte dit behov for at gøre min krop mindre”, det er så rammende rigtigt. For hvis skyld har jeg i alle de år prøvet at komme ned i vægt…

    1. Ja, det er enormt tankevækkende. Når man så endelig indser, at man ikke skal please andres forestillinger om en “rigtig” krop, får man skudt i skoene at man promoverer tykhed. Nej, jeg vil bare gerne have lov til at eksistere, uden at andre skal definere hvordan og hvorledes. Hvorfor er det så skrækkeligt?

  2. Så spot on, du dælme dygtig og tak for at dele. Du så sej og modig og en smuk sjæl.knus fra en der selv kæmper med vægten/kroppen.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret.

Nyhedsbrev

Tilmeld dig mit nyhedsbrev her…