Der har de seneste mange uger været en form for “intern krig” mellem diverse aktivister og sundhedsdebattører på de sociale medier. De har påduttet hinanden holdninger og agendaer, som ingen af dem kan genkende hos sig selv. Det har skabt en kløft mellem mennesker, der i bund og grund kæmper for det samme. Retten til at være i den krop man har og føle sig godt tilpas, uden at føle sig forkert, uden at blive stigmatiseret og uden selvhad. Vejen dertil er ikke ens for alle og derfor er det vigtigt, at man kan få hjælp til at finde den rigtige vej for sig selv. Hvad enten det er via et vægttab eller en fuckfinger til patriarket.
Jeg har været meget påvirket af den fløjkrig. Ikke fordi jeg som sådan har været en del af den – og så alligevel. For den har ramt mig hårdt. Den har fået mig til at føle mig forkert, på baggrund af nogen valg jeg har truffet for mig selv. Det gjorde mig ked af det – og nu? Nu er jeg faktisk bare pissefrustreret.
Jeg anfægter ikke nogens agendaer. Hverken sundhedsdebattørernes eller aktivisternes. Jeg synes de allesammen kæmper for sager der er vigtige.
Men det er frustrerende at være del af den målgruppe der kunne have gavn af deres samarbejde, og så være vidne til at kløften mellem dem, vokser sig større og større – at de alle positionerer sig i hvert deres hjørne, med fronterne trukket op. Vi er fanget i krydsilden. Hjælp!
Der har været aktivister med over 200.000 følgere der har sagt at man ikke skal have empati med tykke der får fedmeoperationer.
Der har været sundhedsdebattører der har omfavnet den giftige cancel-culture.
Jeg er så træt. Ærligt talt.
Kan vi gøre det bedre? Kan vi sige undskyld, være nysgerrige på hinandens udgangspunkter og få en god dialog op at køre?
Det ville jeg og tusindvis af andre tykke sætte pris på.
